BAR Transport Logo
En Sund Nat på Skinner Logo

Der er ekstra god grund til at passe på dit helbred

De sidste 20 års forskning har vist, at folk, der arbejder på skæve tidspunkter, har større risiko for en række sygdomme end folk, der har et almindeligt 8-16 job.

Dels er der en række akutte gener som søvnbesvær, problemer med fordøjelsen og træthed. Disse symptomer forsvinder ofte efter et stykke tid. I perioder med arbejde om dagen eller i ferier forsvinder symptomerne ofte fuldstændig.

På længere sigt ser det ud til, at natarbejde kan give en række alvorligere sygdomsrisici, bl.a. hjerte-sygdomme, mavesår, brystkræft og diabetes.

Det er arbejde om natten, der giver de største helbredsmæssige konsekvenser. Arbejde om eftermiddagen og i weekenden (undtagen natarbejde) giver ikke de store problemer for helbredet.

Videnskaben kan ikke give entydige svar på, hvorfor natarbejdere bliver mere ramt af sygdom end resten af befolkningen, men meget tyder på, at det hænger sammen med, at der går kuk i kroppens naturlige døgnrytme på grund af det anderledes søvnmønster.

God søvn, sund kost og motion er godt for alle - men som skiftearbejder har du ekstra god grund til at leve sundt og passe på dit helbred.