BAR Transport Logo
En Sund Nat på Skinner Logo
 

Skiftearbejde udfordrer din søvn

En god søvn reparerer og genopbygger kroppen og hjælper på dine evner til at løse problemer og giver dig overskud. Men de fleste mennesker med skiftearbejde oparbejder søvnmangel på 1 – 3 timer dagligt eller mere. Især i forbindelse med nattevagt. Derfor anses søvnmangel for at være en af de vigtigste forklaringer på, at skiftearbejde er sundhedsskadeligt.

Din krops naturlige døgnrytme er tilpasset, at du får sollys om dagen og mørke om natten. Derfor er din krops ”indre ur” indstillet til at være vågen og spise om dagen og sove om natten. Dit indre ur holder øje med tiden, og du kan som sådan ikke selv styre din døgnrytme. Fx bliver mange mennesker trætte kl. 4 om morgenen, reaktionstiden nedsættes og kropstemperaturen er lav, så du bliver kuldskær.

Dit biologiske ur fungerer sammen med dine hormoner og indvirker, når du efter en lang arbejdsnat glæder dig til at sove, men dit indre ur fortæller dig, at du skal være vågen. Det betyder, at du kan have svært ved at sove længe om dagen.

Dine omgivelser påvirker også døgnrytmen. Socialt samvær, spisning og fritidsaktiviteter er om dagen, hvor dit nattearbejde kræver et andet mønster. Og om dagen er der lys og støj.

Der sker ikke noget ved at mangle søvn i en kort periode, men træthed kan øge risikoen for ulykker, og forskning viser, at søvnproblemer over lang tid kan spille en rolle for, om du udvikler bestemte sygdomme.

Læs mere på www.godtarbejde.dk eller få 12 råd til super søvn.